Bøgsted ligger for enden af en lang tilkørselsvej, omgivet af skov og marker. I haven nord for hovedbygningen er der en større sø.
Hovedbygningen
Bøgsteds hovedbygning består af en hovedfløj i to etager og en vestlænge i en etage. Begge bygninger er opført i hvidkalket murværk, de står på en sokkel af hvidkalkede granitblokke og de har heltag af røde vingetegl.
Vestlængens tag er helvalmet, mens hovedfløjen mod gården har et mansardtag med en gesims mellem de to tagflader.
Hovedfløjens midtrisalit er prydet med doriske pilastre og gavlen har svungen afdækning. Hovedindgangen i midtrisalitten består af en tofløjet fyldingsdør indrammet af en overdådigt udsmykket sandstensportal. Hovedfløjen er udover midtrisalitten prydet med en trukken hovedgesims og et kordonbånd.
Vinduerne er ældre, opsprossede korspost- eller torammede vinduer, der alle er gråmalede.
Havesiden og tværlængens sider har ingen anden dekoration end en enkel trukken hovedgesims.
Hovedbygningens rygning bærer tre skorstene: to på hovedfløjen og en på tværlængen.
I hovedfløjens stueetage er den ældre ruminddeling og de tidligere funktioner bevaret. Herunder vestibulen med ældre ølandsflisegulv, åbent køkkenildsted, hvidkalkede vægge og bemalede bræddelofter med fritliggende bjælker.
I de sekundære rum er gulvene belagt med ældre klinker. Ligeledes er de ældre fyldingsdøre og ældre beslagværk samt indramninger bevaret.
Fra stueetagen er der indgang til kælderen under vestlængen og her ses de ældre klinkegulve og lofter med fritliggende bjælker.
Bygningens fundament af store marksten er ligeledes synligt. Den bagvedliggende paradetrappe udgør hovedfløjens hovedtrappe til alle bygningens etager.
På første sal er den ældre grundplan bevaret med store stuer mod gården og mindre rum mod haven. Mod haven er tillige indrettet et køkken i nyere tid.
I alle rum er de ældre overflader og det faste inventar bevaret: fyldingsdøre, gerichter, paneler, stuk, nicher med stukindramninger plankegulve samt kakkelovne.
Fra denne etage er der indgang til første etage i vestlængen, hvis ældre plan er bevaret og udgøres af en række højloftede, rummelige stuer, hvor ældre overflader, døre og fast inventar ligeledes er bevaret. Her er der afdækket kalkmalerier fra før 1700 og der er tillige bevaret franske tapeter fra 1800-tallet.
Loftet står uudnyttet og her er den ældre, svære tagkonstruktion bevaret. Der er fast undertag.
Andre bygninger
Den fredede belægning på gårdspladsen er anlagt som et næsten aksefast mønster med en kompasrose i midten og kvadrater samt trekantfelter udenom.
Opkørslen afgrænses mod vest af en tidligere vestlænges udstrækning.
Mellem portpiller og hovedbygning er en cirka. 115 meter lang indkørsel, der er befæstet med en stenpigning og kantet med granitborner forbundet med svære kæder.
Fra indkørslen fører tre stenpiggede tværforbindelser ud til de nyere avlslænger, som er opført på tidligere avlslængers plads.
Langs den østlige avlslænge er tillige bevaret et bredt stenpigget areal. Mod sydvest er bevaret en karpedam med stensatte sider, hvori der er etableret mindre trapper i syd- og nordsiden.
Den fredede karpedam har kun fast bund i form af en hulning langs de stensatte sider. I midten af bassinet findes et mindre springvand, som ilter vandet for fiskene.
Bygningshistorie
Bøgsted nævnes for første gang som hovedgård i 1521.
De nuværende bygninger blev sandsynligvis opført i 1600-tallet. Selvom der ikke er foretaget en bygningsarkæologisk gennemgang af Bøgsted Hovedgård, fremkom der i forbindelse med de nuværende ejeres istandsættelse af bygningen bygningshistoriske spor, som tyder på, at hovedfløjen er udvidet mod syd og således fremstår den nordlige side af hovedfløjen som den ældste del af anlægget. Vestlængen blev tilføjet senere, den har tidligere været væsentligt længere og indeholdt en kirkesal. Det meste af denne længe blev nedrevet i 1953.
Den tidligere østfløj har tilsyneladende aldrig haft samme omfang som vestlængen, men har gennem tiderne bestået af forskellige lavere bygninger.
Hovedbygningen har fået sit nuværende ydre ved en ombygning i 1790-91 af den daværende ejer ritmester Enevold Bolwig.
I 1950 blev bygningen istandsat ved arkitekt C. Wendelboe Jensen.
I 1953 afkortedes vestlængen, så den i dag står som en kort sidefløj.
Den nuværende ejer gennemførte omkring 2000 en omfattende og grundig istandsættelse af Bøgsted Hovedgård, i overensstemmelse med Skov- og Naturstyrelsens forskrifter, med hjælp fra arkitekt m.a.a. Erik Einar Holms Tegnestue og udført af de af ham anviste håndværkere samt af Nationalmuseets konservatorer.
Den kvadratiske gårdsplads mønsterbelagte brolægning stammer formentlig tilbage fra hovedbygningens ombygning i slutningen af 1700-tallet.
I 1872 købte Hans Emil Blume Hovedgården Bøgsted, som var gift med Charlotte, født Schutte.
Hendes far, godsejer August Theodor Schutte (1804-1889) havde i 1868 tilskødet Nørlund slot ved Arden til hendes mand, og her boede familien fortrinsvis.
Men det var på Bøgsted Hovedgård at Michael Ancher fik forbindelse med ham gennem jagt. Han blev først gang indbudt til en jagt på Bøgsted, hvor Emil Blume fra København sender ham et brev til Skagen.
København d. 21.10.1907
S:T: Hr. Michael Ancher
Fru Petersen og min datter paastaar, at de, som jæger, kunde have Interesse af, at være deltager i samme. Dertil har jeg kun at sige, at de vil være os alle velkommen dertil, men under eget ansvar thi det hele her – er som jagt betragtet jo ret taveligt
Deres ærbødige E. Blume
Indb: til Nørlund pr Arden
Jagterne tænkes holdte:
Lørdag den 26 Bøgsted kl 8 1/2 Prc
Mandag – 28 Nørlund
Tirsdag- 29 do
Om Søndagen reise til Nørlund |