I foråret 1872 satte en ung Holger Drachmann for første gang sine ben i Skagen, hvor han forelskede sig i den storslåede natur og det simple liv. Forfatteren og marinemalerens kærlighed til byen varede livet ud, og det var her han boede de sidste år af sit liv.
Holger Drachmann var i den sidste del af 1800-tallet den mest omtalte digter herhjemme, som altid viste sig med slængkappe og kunstnerhat - og som aldrig satte sit lys under en skæppe.
I litteraturen viste den overdådigt produktive Drachmann sig på mange måder, først og sidst som lyriker, men også bemærkelsesværdig i andre digteriske og publicistiske genrer. Og han magtede både det folkelige sving og den mest raffinerede stemningskunst, nåede fra efterromantik til nyromantik og ydede sit som en djærv realist. Han var i en noget forkortet, men ikke forkert mening folkets, havets, sommernattens og elskovens digter.
Han rakte vidt, kæmpede også højrøstet for og imod Brandestidens politisk-litterære formationer.
Måske var han trods sine bravader en svag karakter og noget af en evig teenager, snart hidsigt reaktiv og snart et blomsterbarn, der fik tilføjet sig selv og andre ulægelige sår undervejs; dem skrev han også på: både forelskelserne og livskatastroferne var kilder til poesi.
At han ikke var for fastholdere, ser man både i hans personlige biografi og i hans litterære karriere.
Han døde i Hornbæk den 14. januar 1908, og blev tolv dage senere højsat i klitterne på Skagens Gren, hvor graven stadig kan ses i dag.