Maleren og billedhuggeren Lauerits Tuxen kom første gang til Skagen i 1870.
Han vendte tilbage i 1901, og opholdt sig i byen hver sommer. Efter den tid deltog han i jagterne på Skagen, som oftest fandt sted i Lundsholm Klitter, nord for byen.
I 1928 skrev han sin egen biografi, ”En Malers Arbejde gennem tredsindstyve Aar”, og skriver om sine oplevelser om stedet, og ikke mindst om Niels Lundholm, som på stedet havde en gård – som vidnende om en mand og hans kamp mod den barske natur.
Tæt bag om klitrækken ligger Danmarks nordligste Hus. Nu er det forladt og ubeboet – et vidne som alt heroppe om menneskets kamp mod naturen.
Her er slaget tabt. Med jydens sejghed kæmpede Niels Lundholm i 30 år. Utrættelig førte han med sin trillebør jord ud over Hedemosen, byggede sit hus stykke for stykke, plantede gran og bjergfyr til ly for nordenvinden. Børnene voksede til, men havet og tuberculosen tog dem, og moderen fulgte. Tilsidst var kun datteren hos ham, og hende så man da med Pjækkert og Søstøvler gå til havs med faderen.
Men naturmagterne var for stærke – han opgav kampen og drog til blidere egne. Nu tuder vinden gennem den hullede, forvitrede lade. De halvåbne vinduer i den lille bolig giver indblik til det trøstesløse øde, som følger, når menneskeånden forlader et sted.
Et lille gult hefte, efterladt på et bord, tiltræker sig opmærksomhed – hvad indeholder det vel?
Guldhornene af Øhlenschlæger! Ja, Niels Lundholm var nu ikke sådan helt dagligdags. Når i sin tid jægerne på Haredagen samledes til frokost på ”Lundholms Klit”, varede det ikke ret længe, før hans sorte Pudel ”Blak” kom travende ud af huset med en kurv i munden. I kurven lå en seddel, hvorpå stod skrevet, at Blake gerne vilde have lidt med af alt det dejlige smørrebrød, et ønske som jo med glæde blev efterkommet. Gik man ind og besøgte Niels, lod han sin Angorakat vise alle de kunstner, han havde lært den. Hans lyseblå øjne, der var blevet trekantede af at skue mod blæst og sol, havde en ejendommelig blanding af sorgfuldhed og poliskhed, det brede, lidt flade ansigt var kranset af et rødliggråt skæg, og fortælle – det kunne han! – ”ja, De skal bare selv sige til, når De ikke vil høre mer,” for han kunde blive ved så længe, det skulle være! Men vi må videre over den skønne hede, som skiller Nordstranden fra Skagens by.
Den, som vandrede her for 40 år siden, vil sige, at den ikke er noget mod, hvad den var. Men det kommer os jo egentlig ikke ved. Ganske vist skyder det dyrkede land sig ud i lange striber fra byen, og der kan ikke gå længe imellem, at man ser en Hare springe op fra den dybe Lyng – men skønt er her nu alligevel! Den sittrende, luft får endnu de fjerne ”Bjerge”, som klitterne her benævnes, til at bølge; Lærken kvidrer sin hymne til solen, og ved de stille brovande svirre Guldsmedene rundt mellem Åkanderne. Mageligt henslængt i den duftende Porse iagttager man de flittige Rødben, som vader rundt i deres søgen efter orme og insekter. Paderokkernes sorte hær danner en herlig kontrast til solblinket i Mosevandet og til de mangefarvede blomster i det lyse grønne. Opkiltrede småpiger er på jagt efter åkander, og i baggrunden ligger Skagen i blålilla soldis – ja Heden er skøn endnu! |
