I løbet af sin lange og glimrende jægerbane havde Michael Ancher holdt mange hunde! - Støvere, Pointere, Sættere og hvad de nu alle hedder, - og der kom en rørt klang i hans stemme, når han talte om Boys elegance og stolte mod - eller om Hectors blide bebrejdende blik, når han måtte undgælde med prygl, fordi mester Ancher selv skød forbi. - Men plukker han lidt længere ind på erindringens krans, ender det dog for det meste med en ed over de bæster - der altid finder på et eller andet at forbitre en livet med.
„Næh! — man skal aldrig holde hund! - for det kan man være sikker på, at er de flinke, så æder de rottegift og dør - eller får brystbetændelse og skal passes med omslag! - Og de andre idioter! - Ja, enten æder de selv dyrene, eller de er ikke stue rene - eller også er de krystere - som Don!
Ja gud bevares! for en redelighed med det dyr i de par måneder, vi havde den.
Når den skulle på jagt, måtte to mand hale den i en strikke og pigen skyde bag på med en kost, inden det lykkedes at få den ud af huset! - og havde vi så endelig fået den slæbt ud på heden, og bøssen blev skudt af - så skulle du se løjer! Ingen djævel kunne holde Don tilbage! med halen mellem benene foer han hylende hjem og gemte sig langt inde under ofaen.
„Raudi var sød,“ siger Michael Ancher med blødere stemme. „Et pokkers flinkt dyr! - men naturligvis stjal den til gengæld naboernes høns! - Ikke for at æde dem selv - bevares, det kunne aldrig falde Raudi ind. - Den kom nok så forsigtigt med dem i sin bløde mund og „forærede“ os dem! - nå, det var nu heller ikke behageligt!
Men værst af dem alle var dog Rolf! - Danmarks største plageånd og dyreste hund.
„Jeg købte den af Hans Kaarsberg“ - fortsætter Ancher - og det glimter blankt i hans øjne. „Selvfølgelig ønsker jeg intet ondt over Kaarsberg! – men - når han engang går til „de store jagtmarker“ og i hundehimlen skal hente sig en hund, så håber jeg dog, at Rolf vil melde sig og spille ham et par af de puds, som han har spillet mig!“
„Intet væsen i Verden har plaget mig som Rolf!
I atelieret åd den en dag et stort billede til 1000 Kr. - små bitte bider - ikke til at redde! og så ud gennem den store rude, som den smadrede - naturligvis! - Ja, den rude sprang den forresten mange gange igennem.
Til skade? - næh, Rolf kom aldrig til skade! - Når den kedede sig hjemme, gik den på jagt i haven efter vores eneste høne - og „stod“ for den.
Det var forresten temmelig grinagtigt at se!
Lagde hønen sig - så lagde Rolf sig også, og blev liggende med vinden af hønen i næsen - i timevis om det skulde være! -
Men da det ikke længere interesserede den, inviterede den slagterens hund med på jagt! - så stejlede de to bæster over heden - og bed fem får ihjel! - tre skambed de - og var tilsidst ikke bange for at gå løs på en ko.
Det var en flov historie! - og dyr! -
Men Rolf var jo ligeglad trods alle pryglene! - en rigtig Hans Kvast!
En dag kom Vesterbys drenge kørende med ham på en trillebør. Han havde været oppe at slåes - (ou est la femme? selvfølgelig) og var bleven bidt, så han ikke kunde røre sig. Han lå nok så stille og ynkelig, og jeg begyndte allerede at tænke, at nu var alt det vrøvl overstået. Det var jo en ganske pæn død - men glæden varede kun kort. Ikke såsnart var drengene standsede foran lågen, før Rolf syntes, at nu kunne det være nok med den kommers - og i et elegant sæt sprang den over drengenes hoveder - stakit og hele redeligheden! - Den fejlede ikke det mindste - det asen! -
Nej, har man sin fred kær, skal man aldrig holde Hund!“ - ender Michael Ancher sin mindetale! „Der er plagerier nok i verden endda! Nu nøjes jeg med at låne afholdsværtens! Den er astmatisk! - den halter! — sé videre godt gør den heller ikke, men så har jeg da også den til fredsstillelse, at det ikke er min!“ ler han lunt og gnider sig i hænderne. |
