| |
Mit næste Jagtselskab i Skagen var en oplevelse af ganske anden art. „Ringen“ ja, om man vil, Paradisets Porte havde velvilligt åbnet sig for os, og vi fik at mærke, at „Kundskabens Træ“ var både på godt og ondt.
Min mand og jeg var inviteret med som æresgæster. Det lød stort men betød dog ikke andet og mere, end at når vi første gang var blevet forstødt inden gildets begyndelse, blev vi denne gang alle tilhobe sat på porten midt i den hele herlighed. Det var i september 1900.
Krøyer havde om foråret været syg og vendte efter et ophold på Middelfart tilbage til Skagen træt og stille.
Ingen så videre til ham. Han skullde have ro og levede yderst tilbagetrukkent i sit lille Plantagehus.
Selv hans fødselsdag den 23. juli, som ellers altid skulld højtideligholdes med have-fest, blev tilbragt i største stilhed hos Anchers.
Hvor vemodigt var det ikke at sé ham, da han tidligt om aftenen gik derfra med sin hustru under armen.
Ryggen var bøjet endnu mere end ellers, han så’ ud som en træt og mærket mand.
I løbet af sommeren rettede han sig dog forbausende, og da september måned nærmede sig, lød efterretningerne helt beroligende: Krøyer begyndte at komme i humør. Han ville på jagt som sædvanlig, og havde fødselsdagen dette år måtte opgives, så skulle jagtdagen til gengæld fejres med dobbelt fest!
Ja, hvilken kraft har dette menneske dog ikke besiddet til gang på gang at slå døren i til de Dødes rige og hæve sig op mod livet og lyset, altid lige spænstig og håbefuld om, at nu ville alt blive godt igen, nu kunne han tage fat påny som en kæmpe.
På grund af de mange mennesker, der gæstede Brøndums Hotel, kunne festen dog ikke afholdes der, og man besluttede sig derfor til et sammenskudsgilde med spisning i Krøyers atelier og derpå følgende musik og dans, eller hvad man ellers kunde finde på, i naboens store sal.
Men desværre, Morgenen oprandt ikke lykkeligt. Nogle dage forinden havde der været en lille uenighed mellem de nære naboer om en - Kartoffelkælder.
Ja, stridens genstand var kun ringe. Men mellem impulsive gemytter behøves såre lidt for at få ilden til at blusse, og denne Kartoffelkælder viste sig virkelig at indeholde et ret kraftigt sprængstof.
Selv den fredsommelige Krøyer havde fået et par splinter deraf i øjnene, så han ikke rigtig formåede at skelne lige fra krumt, og sort fra hvidt.
Da Haredagen kom, ville intet makke ret!
Om det så var dyrene, syntes de at krybe i skjul for de gnavne Jægere. Ja, ved jagtfrokosten indtraf endda det uheld, at der i madkurvene kun fandtes strøsukker til kaffen.
„Strøsukker! Som om ethvert fornuftigt Menneske ikke vidste, at strøsukker hørte til pandekagerne, og hugget sukker til kaffen.“
Krøyer var fornærmet over de andres mangel paa Begreb, og da man skiltes om eftermiddagen, var stemningen temmelig trykket.
De fleste havde ikke lyst til at jage mere, skønt vejret var så fortryllende friskt, at det burde kunne feje alle gnavne tanker bort dyr var der desuden nok af. For hver den, der ikke havde splint i øjet „dansede Harer i hobetal menuet“ mellem Klitterne, og fra de tusinde små „Poller“*), som i det lave eftermiddagslys kastede deres dværgskygger ud over lyngen, duftede porsen krydret sødt. Hist og her hørtes et forsigtigt pip, thi dybt nede i disse varme puder klemte hønsene sig sammen, bange for hundenes ildevarslende glam.
Men var slaget tabt om formiddagen, kunne et nyt måske vindes inden aften. Man vilde i det mindste forsøge.
Parolen, der løb fra mund til mund, lød på, at alle „mellemværender“ skulle glemmes indtil videre.
*) Et jysk udtryk for små forhøjninger i jorden.
Fru Soffi deltog med liv og jæl i skydningen og var ivrig efter at få Drachmann med, men han undslog sig træt: „Jeg er ikke jæger, lille Soffi.“ „Ja men det er jo kun en skive, Drachmann! Ikke levende Dyr!
”Prøv blot en gang.“
Han smilede resigneret.
„Ja ja, kære! når det kan more dig -“
„Stakkels Mand!“ tænkte jeg, „han kan jo øjensynligt ikke. Hvorfor lader hun ham ikke i fred.“
Hånden rystede stærkt, da han løftede bøssen for at sigte. Han ville aldrig ramme målet, det var så sikkert som noget. Det tog lang tid, og Fru Soffi blev utålmodig. „Du får nu ikke sigte for længe heller!“ udbrød hun ivrigt.
så knaldede bøssen, og kuglen sad rammet midt ind i hjertet af centrum.
Nej, noget så vanvittigt! Hvis denne mand ikke var gudernes udkaarne, så - „bravo!“ raabte de Andre, „vi vidste det nok! Holger kan, hvad han vil!“
Alle flokkedes om ham. Drachmann lo selv, med et lille snøft, da han rakte bøssen til Ancher.
„Ja vi har været med til lidt af hvert, vi to, kære Mikkel,“ sagde han og slog ham gemytligt på kulderen, „og endnu har vi gud ske lov kraft til at vise, hvad vi duer til!“
Det var, som om heldet havde gødet ham op. Han blev pludselig munter og løssluppen. Ja, kåd som en dreng, „der gi’er hel-l-l-vede i det hele“.
„Jeg så forbavset på ham. Hvor havde jeg haft mine øjne? Denne mand var jo ung, som han stod der, så velsignet storsnudet, strøende om sig med paradokser, med en pigeagtig rødme på kinderne og blink som af staal i de lyse øjne.
Men sit held var han for klog til at sætte over styr. Ingen fik ham overtalt til at friste gudernes yndest på ny |
|
|
