Aaret iforvejen var Krøyer begyndt at blive Jæger.
1 sporten var ham ganske ny - men opildnet af de andres mærkelige hændelser og bedrifter fik han lyst til at være med og kom over til Ancher for at laane hans Bøsse.
Med Bøssen fulgte en - ganske nødvendig - lektion i hvordan man ladede, trak af, i det hele taget bar sit vaaben, så man ikke gjorde en ulykke paa sig selv eller andre mennesker. Og så travede Krøyer afsted ud til klitterne ved Fyret.
Længe vandrede han rundt - og ventede egentlig ikke noget større eventyr - men pludselig springer en Hare op! - han skyder! - og til hans største forbauselse triller Haren - og bliver liggende med et spjæt.
Det gav ham blod på tand - han fik anskaffet en bøsse - og blev en ret ivrig - omend aldrig nogen dygtig skytte.
Som Jæger manglede Krøyer ganske den egenskab, som han ellers besad til fuldkommenhed - den sejge, stædige vilje.
Skød han fejl, tabte han let humøret og blev mismodig ja ligefrem bedrøvet, — men kunde paa den andens side blusse op i begejstring ved det mindste held.
Anna morede sig altid over ham og paastod, at man paa lang af ­ stand kunde se paa Krøyers ryg, om han havde skudt noget eller ej.
En udmærket Jægerkammerat var han.
Naar de vandrede hjem om Aftenen - hele Compagniet - Lundh - Krohg - Eilif - (og hvad de nu hed i de forskellige år) stemmede Krøyer gerne op og sang eller truttede bersaglierernes - eller Ancher vender hjem fra jagt, fulgt af Anna og Helga
andre landes marchtakter, åa de andre glemte både træthed og stive knæ!
Rævejagterne blev i hin tid dyrket med stor interesse; der fandtes dengang en hel del af disse luskepelse ude mellem Nordstrandens klitter,
Stod man højt - med vinden imod sig - kunne man ofte få lejighed til at se hele den Mikkelske familie tumle sig mellem lavningerne i det lune sand.
Ungerne var forholdsvis lette at få bugt med! - men de gamle, de var både snu og drilagtige!
Engang pudsede Rævefatter dem, så de huskede det længe! - 166
Kunstigt bugtede den sig forbi alle skud - endog Anchers — og gled lige for næsen af hele compagniet ned i sin hule.
Men mintro om de vilde lade sig narre! - Der blev sat vagt ved indgangen - og et bud styrtede i galop til byen for at hente en spade og samtidigt opfordre damerne til at komme ud og se på komedien..........
Da det første spadestik var gjort, opdagede Ancher, at Anna ikke var kommen med. Manden havde i farten glemt at varsko hende!
Værsgo! - hullet til - og om igen til byen i endnu mere strygende fart end før.
Vejen var slet ikke kort! men endelig kom Anna. Nu blev skytterne stillet op - og bagved dem alle damerne for at række „kran­ sen** til den heldige!
„Ingen maa skyde før Ræven er kommen 20 skridt bort!** — „Nej fy! — det vilde være unfair!**
Sandet blev atter forsigtigt skovlet fra, og Mikkels Halespids kom tilsyne - men den stod ganske stille! Tvi! så durkdreven et sådant bæst kunde være! Endnu et nap med spaden - pænt rundt om den duskede hale! - men Mikkel gav sig ikke! - den blev stående underfundigt stille og lod som ingenting.
For at få ende paa det, tog en af Jægerne mod til sig, greb den rask om halen og slyngede den fra sig ud på klitten.
Men der blev Mikkel liggende -mausetodt - kvalt. Den havde ikke haft tid til at vente på Anna!