Hovedbygningen er placeret på et kvadratisk voldsted. Adgangen til bygningen sker fra ladegården mod nord. Broen over voldgraven sat i sten er fra 1800-tallet og erstattede en vindebro af træ.Ladegårdens bygninger er fra 1900-tallet, men deres placering svarer omtrent til de oprindelige

Som skulle overtage Sæbygård efter sin fader. Sigrid og Julius havde på grund af fædrenes venskab og Wergeland familiens sommerophold på Gimle kendt hinanden næsten hele deres liv.
De fik syv børn, og familien bosatte sig permanent på Sæbygård, men der blev holdt tæt kontakt til familierne i Norge. Således gik turen derop mindst en gang om året oftest om sommeren for at besøge børnenes bedstefædre, hvor Oscar Wergeland blandt sine børnebørn var kendt som ”Bellevue papa”. Besøgene på Gimle var af varierende længde, somme tider 14 dage somme tider en måned, som det nu passede og inkluderede ofte deltagelse i soldater- eller officersfester på Odderøen (fæstning).
Kontakten til familien blev også holdt ved lige af breve, der blev sendt om ikke dagligt så flere gange om ugen mellem Kristiansand og Sæbygård. Således erindrede et barnebarn, at Sigrid Wergeland altid gik rundt med en taske, hvori der var skrivegrej og kort med Sæbygård på, så kunne hun skrive med det samme, hvis hun kom i tanke om nogen, hun skulle skrive til.

Når Adolph kom til Sæbygård

Det vakte altid stor opsigt, når Adolph Arenfeldt hvert år rejste til Sæbygård for at tilbringe nogle sommermåneder. Rejsen foregik med skib fra Kristiansand til Frederikshavn, og derfra rejste man videre til Sæbygård. Adolphs følge bestod således af to svære ekvipager, fire heste, kusk og tre tjenestepiger foruden hans egen store familie og sommergæster samt selskabets mange kufferter. På Sæbygård havde stamhusbesidderen naturligvis sit faste værelse, som lå i nordfløjen på første sal. Det var forskelligt, hvor længe han opholdt sig på herregården, men sidste gang han besøgte sit stamhus var i august 1908.

Traditionen fortsatte

Dette helt store menageri ophørte ved Adolph Arenfeldts død i 1909, men familien fra Norge besøgte fortsat deres slægtninge på Sæbygård, så traditionen med de mange sommergæster blev ført videre af Julius Frederik Arenfeldt (1856-1947) og Sigrid Wergeland (1863-1939), som gæstfrit tog imod.
Det var ikke kun familien fra Norge, der nød godt af somrene på Sæbygård, også Julius og Sigrids syv børn besøgte ofte barndomshjemmet, da de selv fik familier. Særligt Julius var ligesom sin fader et familiemenneske, der trods sin måske lidt stive og strenge facon, nød at samle sine børn og senere børnebørn omkring sig. Han forlod nødigt Sæbygård. Blev alt menageriet ham for meget på hans ældre dage, fortrak han til sit kontor i sydfløjen, hvor han kunne studere slægtens historie eller hvile sig lidt på divanen.

Et vidunderligt liv

En sommer på Sæbygård bød på en ganske særlig stemning. Et vidunderligt liv. Flaget blev hejst til velkomst, når der kom et hold sommergæster, ankom man sent på dagen, var der også levende lys i vinduerne. Som gæst kunne man gøre, lige hvad man havde lyst til. Der var ingen forpligtelser udover dagens måltider, der blev serveret på bestemte tidspunkter bortset fra morgenmaden, som blev sat frem, så man kunne spise efterhånden, som man stod op. Havde man andre planer, var det blot at meddele, hvis man ikke var til stede ved et af måltiderne. Man havde som regel faste gæsteværelser, når man var på besøg. Sommergæsterne nød

Fotos: Julius Frederik Arenfeldt (1856-1947) og Sigrid Wergeland (1863- 1939).